DOF Københavnsafdelingen
Køge Lokalgruppe
Årsberetning for 2023
Lokalgruppen
Gruppen fungerer selvstændigt under Lokalafdelingen for Københavnsområdet med ansvar for den tildelte pulje og afvikling af egne arrangementer.
Gruppen består af Gitte og Allan Kruse, Mogens Samuelsen, Ole Pedersen, Henning Skjelborg, Helge Hansen og Marta Bagoly Grun.
Vi har desværre mistet den eneste biolog i gruppen, Bjarne Bo Jensen. Ole Pedersen, der er tovholder i fotogruppen er trådt ind i vores gruppe.
Marta fører en logbog, hvor alle vores aktiviteter er registreret.
Ture
Vi har afholdt 12 ture (3-8 timers varighed) i lokalområdet med Henning, Søren Mygind, Bjarne, Marta, Ole, Gitte og Allan som turledere med 5 – 22 deltagere.
Turene har været til Skåne, den ene bustur, den anden i private biler, Vestsjælland, Borreby mose, Kirkestien, Feddet, Holmegårds mose, Skensved å, Stevns og cykeltur på Køge å stien.
Det er 7. år i træk, at vi har vandrefalk på Køge kirke. Desværre endnu uden yngleresultat på trods af den fine yngleplatform.
Aftenarrangementer
Vi har planlagt 2 aftenarrangementer i årets løb:
– Fotografering af fugle – Ole Pedersen
– Fotoaften – vis dine billeder ved Allan
Vores fotogruppe er kommet rigtig godt i gang og har haft 3 udstillinger. Se bilag.
Generelt
Vi har været involveret i flere opgaver end i de foregående år. Vi har været i gang med at beskære rørene ved Køge Nordstrand. Vi håber, at Køge Kommune kan overtage opgaven i 2024.
Vi har deltaget i bioblitz arrangementet ved den nye site ved Skensved å.
Vi har været med i et stort arrangement sammen med Kulturfuglen på Ølsemagle revle med ca. ca. 85 deltagere. Vi gentager succesen i 2024.
Vi havde afholdt vores 20 års jubilæum – med lidt pølser og drikkelse – på Mandehoved med ca. 50 deltagere. Vi havde udloddet et flot foto af en vandrefalk på Mandehoved.
Der har været meget stor tilstrømning til vores to store arrangementer i år. Det tegner godt for fremtiden.
I 2023 har fotogruppen afholdt 8 fælles fototure. Turene er gået til gode fuglelokalitet rundt om på Sjælland.
Der har været afholdt 4 ordinære møder i Det Grønne Hus, hvor emnerne bl.a. har været grundlæggende kameraindstillinger, eksponeringskompensation og billedkomposition. Der har været afholdt en workshop med billedbehandling, hvor deltagerne kunne prøve udvalgte billedbehandlingsprogrammer. På alle møder har vi vist egne billeder og givet hinanden ros og konstruktiv kritik.
I maj og juni 2023 har fotogruppen udstillet fuglebilleder i Ølsemagle Sognegård. Det var en stor succes – ca. 100 mødte op til ferniseringen. I månederne op til udstillingen afholdte vi ekstra møder med udvælgelse af billeder og indramning mm.
I januar 2024 skal fotogruppen udstille igen. Denne gang på Køge Bibliotek. Vi har derfor i november og december haft møder, hvor vi har forberedt denne udstilling.
Vi har afholdt 4 gruppemøder i år. Ole fra fotogruppen har genopfundet og trykt vores gamle brochure, som vi uddeler til nye medlemmer.
Vi synes, at vi har et godt socialt sammenhold og vores arrangementer er meget ”nede på jorden”, hvor alle kan være med og hvor der altid er plads til nybegyndere og dumme spørgsmål.
På vores aftenarrangementer møder vi mange medlemmer, der kommer langvejs fra.
Mål for 2024
Vi vil forsøge at fastholde aktivitetsniveauet. Med spændende foredrag, ture til gode fuglesteder, fotoudstillinger og med et samarbejde med lokale foreninger- DN og Kulturfuglen.
Vi håber, at vi kan øge interessen for fuglekikkeri og deltagelse i vores lokale arrangementer.
Køge Lokalgruppen v/ Marta Bagoly Grun